Vintersøndag, der er ved at drukne i blæst, regn og slud. Godt, jeg fik skovlet sneen bort i aftes, før jeg gik i seng. Isslag venter sikkert i løbet af dagen?
Lokalrådsarbejdet ligger mig en del på sinde. Her kan du læse, hvad jeg har tænkt, der skal stå på forsiden til lokalrådets hjemmeside:
……..
Kære medborgere i Sædding-Fovrfeld!
Vinteren 2013 er præget af mange udfordringer for lokalrådet, der blot er en lille “kritisk masse” på 5 ulønnede medlemmer, der har valgt at bo eller arbejde her i området. Vi kan kun spørge og spørge igen-igen, når vi synes, noget bør ændres eller udvikles.
Sædding/Fovrfeld-området har intet valgt byrådsmedlem, som vi kan henvende os til, når en sag rejses eller spørgsmål stilles.
Vi må henvende os til embedsmændene på rådhuset, der har ansvar for det enkelte område.
Én gang om året har lokalrådet møderet til et møde med Økonomiudvalget.
Her kan vi fremkomme med ønsker og spørgsmål og så bare vente på, at der sker noget?
Indtil videre er det meget begrænset, hvad der er sket. Desværre!
Sædding/Fovrfeld-områdets betegnelse som “forstad” låser udviklingen meget, når der skal ydes midler til byfora og LAG-områder i kommunen, hvor mange byrådsmedlemmer er valgt.
Opsætning af mobiltelefonantenneanlæg i Krebseparken. Hvad er opad og nedad i denne sag? Hvad er Esbjerg Kommunes politik på området? Hvad er den enkeltes borgers retssikkerhed, når en mobilantenne pludselig søges opsat tæt på ens matrikel?
Sædding Centrets udvikling/afvikling? Det sidste ønsker vi på ingen måde!
Tværtimod! Hvad kan borgerne i området gøre ud over at være tilskuere til et besynderligt spil med lukninger af forretninger? Kan borgerne hjælpe ud over ønsker om en ændring til et center, hvor der er liv og lys i alle forretninger? Initiativer?
I ønskes en fortsat god vinter på vejen frem mod en eventuel vinterferie!