Studietur til Odense 03. 04.2013
Med fra Esbjerg: Sara Nørris, Ole Jacobsen og Finn Stendevad, Lise Rettbøl stødte til i Odense
Vi tog toget Kl. 9.42 fra Esbjerg.
Vel ankommet fik vi en let frokost i Flakhaven, et bryggeriværtshus, som ligger på rådhuset, inden vi skulle til møde på 4. sal på rådhuset.
Her blev vi budt velkommen af to medarbejdere ved Odense kommune. Karen Alsig var fra Bystrategisk stab, søm hører under Kultur og Plan med direkte forbindelse til nBorgmesterkontoret m.h.t. drift. Dorthe Råby var fra By- og Anlægsafdelingen.
De fortalte, at det største projekt p.t. er lukningen af Thomas B. Thriges gade som den er nu. Heraf følger etablering at supercyklestier samt en nord/syd gående nærbane, der forbinder havnen via Rosengårdcentret til det nye kæmpesygehus i syd efterfulgt af en øst/vestgående nærbane.
De fortalte, at forstadspuljens millioner kun er til anlægsopgaver, ikke til driften af ting. Enhver form for fællesskaber, foreninger, klubber, lokalråd, grundejere, kirker, menighedsråd osv kan udfylde en ansøgning, der så bliver behandlet på rådhuset af vej & park, plan og byg, kulturforvaltning, som indstiller til byrådet. Her er der to behandlinger, først en drøftelse og så en beslutningsbehandling.
Meningen er et selvbærende samfund med aktive nærmiljøer som afføder smarte velfærdsløsninger. Man ser bl.a. på, om de samme ansøgere har fået for nys, hvor godt udarbejdede er projekterne, hvor modne er de. Det skal være fællesskabsdannende projekter.
Ole Jacobsen: Har man politi med i beslutningerne som i Malmø? Nej var svaret.
Ved siden af dette, havde man også midler til helhedsplaner til kvartersløft f.eks. i Vollsmose.
I by og anlæg, hvor man arbejder med bl.a. Ths. B. Thriges gade er man dog i dialog med politiet. Deres nyeste trafikplan, dateret januar 2013, ligger på nettet. Hos By og plan indsamler man også året igennem ønsker til trafik og køreplansændringer. Man modtager løbende og vurderer på, om de kan efterkommes. Man har succes med gratis city-bus mellem banegården og gågaderne og retur. Den kører i dagtimerne til kl. 17 plus søndage, når der er store begivenheder, samt i december.
Det næste store projekt er Nærbanen, som, når alle etaper er færdige, nærmest vil danne et stort H. Men man arbejder også på bedre henvisninger til flere P-pladser.
Ole Jacobsen: Påtænker man at lave separate P-pladser for mænd og kvinder, som i Tyskland? Nej, var svaret, blot ville man sørge for, at de var så oplyste og sikrede, at alle sammen kunne føle sig trygge.
Ole Jacobsen: Hvad med penge til kunst i forstæderne? Her var begge svarere helt blanke. Mente, det måske hørte under vejprojekter.
Ole Jacobsen: Vil de enkelte brugergrupper, unge/ældre blive adskilte på supercykelstierne? Nej lød svaret, da de bruger stierne på forskellige tidspunkter og ikke vil være til gene for hinanden. Stierne bliver blot brede end de hidtidige stier.
Ole Jacobsen spurgte til kommunens cykelstinet som helhed. De har 540 km cykelstier og mener, de er tæt på en fuld udbygning, som de ønsker den og mener, de er heldige med en god udbygning af disse.
Efter at have takket for et godt møde, tog vi til Dalumcentret. Her bød formanden for centret, Jørgen Binau, velkommen. Han havde dametøjsforretningen ”Binau”, centrets største nonfood-forretning. Han fortalte løst og fast om centret og de problemer, de kæmpede med dér. Lise Rettbøl stillede gode og relevante spørgsmål og kunne bagefter konstatere, at deres problemer meget lignede Sædding centrets og at man søgte at løse dem på de samme måder, langt hen ad vejen. Inden taxaen til banegården var der lejlighed til en fri tur rundt i centret. En forskel var der. Her var alle kvadratmeter optaget, intet stod tomt.
Vi tog toget hjem kl. 17.03 og har fået en masse god og relevant viden med hjem og den kan vi bruge i vort arbejde fremover.
Finn Stendevad 04.04.2013