5. november 2010 – Mit måske mest udfordrende avisindlæg?
Debatten kører endnu. Mange andre byer er stået på. Justitsminister Søren Pind har stadig sparket afgørelsen ud til hjørnespark her ultimo juli 2016. Kan man ikke finde bolden?
Her dukker politiskoletanken op for første gang i DK, så vidt jeg ved!?
Politiskoleafdeling til Sønderborg nu!
Lederen i Jydske Vestkysten tirsdag den 2. november viste i høj grad, at der er brug for nytænkning og handling i forbindelse med det stigende antal tyverier og indbrud i Syd- og Sønderjylland. Borgerne har et krav på politisk handling så hurtigt som muligt for at styrke trygheden generelt og de særligt ramte områder i særdeleshed.
Hvilke muligheder er der? Ja, andre EU-lande har et politisystem, hvor militæret er samarbejdspartner i det daglige rutinearbejde. Det ligger ikke umiddelbart til den danske tradition og handlemåde! Hvad så? En placering af en Politiskoleafdeling decentralt i Sønderborg!
Hvad gjorde nordmændene i Nordnorge, da den kolde krig gav al for megen spionfokus på Nato-lufthavnen i Bodø og U 2 – flyvningerne?
De placerede en politiskoleafdeling af Oslo-Politiskolen i Bodø for at markere tilstedeværelse og mobile vagtsystemer ved Norges ”bagdør”.
Nu er Danmark i en situation, hvor den åbne grænse til Tyskland kræver et nyt initiativ med perspektiver, der kan bringe kriminaliteten ned.
Hvor skolen skal ligge i Sønderborg, behøver man sikkert ikke spørge om to gange med den energi og gejst til udvikling, der er i kommunen!