I det tidlige forår 1972 blev jeg gjort opmærksom på, at der var et hus til salg i Sædding. Jeg boede i den østlige del af Esbjerg i en lille lejlighed på sjette sal på Præstebakken, som jeg havde fremlejet. Sammen med min kæreste kørte vi ud for at se på huset og tale med ejeren. Hussalgsannoncen var endnu ikke kommet i avisen. Efter at have set huset gav vi et bud på, at vi gerne ville købe det. Som sagt så gjort. To måneder senere flyttede vi ind kort efter vort bryllup i maj.
Hvad flyttede vi så ud/hen til?
Hverdagen indhentede os snart, fordi kommunesammenlægningen i 1970 havde sat sit tydelige spor i så godt som alt. Bydelen havde været en del af den tidligere Sædding-Guldager Kommune. Samtalerne mand og mand imellem bar præg af ”vi” i Sædding og “dem” i Esbjerg. Kan måske sammenlignes med den diskurs, der kører mellem Ribes borgerskab og Esbjerg Kommunes administration/byrådspolitikere efter den seneste kommunesammenlægning i 2007, hvor Esbjerg, Ribe og Bramming blev én kommune?
Vi følte ganske enkelt, at Sædding blev godt gammeldags mobbet af Esbjergs politiske elite. Det vil være at gå for vidt, hvis jeg skal beskrive ”mobningen”, men den havde mange aspekter. Hovedårsagen til misstemningen var nok mest den enorme gæld, som Sædding/Guldager kom ind i Esbjerg Kommune med grundet det ambitiøse idrætscenter i Guldager med hal og svømmebad, der var blevet bygget kort tid før kommunesammenlægningen velvidende, at Sædding/Guldagers mikroøkonomi snart blev en del af Esbjergs makroøkonomi.
Sæddingområdet er med sine cirka 11000 borgere en oase mellem Esbjerg by og Hjerting. Sådan lærte vi snart at se området, der har skov og strand inden for kort gåafstand. Skolerne havde meget sikre stisystemer for eleverne, og forretninger, kirke og biograf lå samlet omkring eller beliggende i det nybyggede Sædding Center. Det var kort sagt en velstående villaby med tilløb til lejlighedsbyggeri i det små. Vores børn havde ”Barndommens gade” her i Sædding.
Min bolig ligger i en såkaldt ”lomme” med 12 husstande. Vi føler os lidt som beboere i en meget lille landsby. Beboerne på den anden side af vejen kender vi faktisk næsten ikke. Vores ”lomme” har et interessefællesskab i form af pasning af de grønne arealer, deltagelse i hinandens mærkedage, en gadefest og nabohjælp mod kriminalitet. Ud over dette, så hilser vi normalt altid på hinanden. Vi købte huset i 1972 – og bor her stadig, fordi vi synes, det er det bedste sted i Danmark, ellers var vi for længst flyttet.
Jeg har en fornemmelse af, at der er mange af den slags små eller større interessefællesskaber i Sædding-området. I disse spredte fællesskaber præger kampen mellem særejet og fællesejet dagsordenen på godt og ondt. Via lokalrådsarbejdet har jeg fået/haft dette meget tæt inde på livet gennem de seneste syv år. Alt for mange overlader efter min mening fællesejet til lokalpolitikerne og embedsmændene i håb om, at nogle af dem bor i bydelen og selv fornemmer, hvad der skal gøres? Hvis der nu ikke bor nogle lokalpolitikere eller (helst!) ledende embedsmænd i området, hvad sker der så, hvis ikke lokalrådet peger på udfordringerne? Der sker kun lidt – meget lidt!
Nu mange år senere i 2015 ser socioøkonomien helt anderledes ud. Villaområderne ligger der stadig, men der er kommet meget store lejlighedsbyggerier til, og beboersammensætningen er den, som jeg ser i alle andre større byer. Børnetallet er faldende, hvilket skolestrukturen netop har taget højde for med en ny distriktsinddeling.
Jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, historieløsheden breder sig. Føler det mest, når jeg står i det nybyggede REMA 1000 på Parkvej. Efter over fyrre år i lokalområdet kender jeg kun ganske få, som jeg står i kø sammen med ved kasserne.
Måske fortæller det mere om min alder end om Sædding? Jeg er født i juni 1945.
