Elitegymnasium på Rybner Esbjerg?

Esbjerg har markeret sig som førende på landsplan, når der tales skoleudvikling for elever, der er ekstra motiveret på et eller andet område i skole – eller fritidsregiet. Esbjerg er for nyligt blevet kåret som ”Talenternes By”.  Denne udvikling skulle gerne fortsætte gennem oprettelse af landets første elitegymnasium, hvor eleverne fra folkeskolen skal have bestemte karakterer for at kunne blive optaget fra  9. – eller 10. klasse.

Esbjerg har et eliteidrætsgymnasium, så en naturlig udvikling for et andet fagligt elitegymnasium  er, at Esbjerg City College, med sin nytænkning via sammenlægning af gymnasium og handelsskole, forsøger sig med denne udfordring gennem en ansøgning til ministeren, så forsøget kan starte allerede fra 1. 8. 2011.

Der drejer sig bare om at komme i gang med en ansøgning i en tid, hvor Region Syddanmark halter allerbagerst i udvikling af de dygtigste elever frem mod akademiske uddannelser i Danmark. Region Syddanmark vil sikkert betragte et forsøg/et initiativ i Esbjerg som en overraskende nytårsgave i kampen for at kvalificere ungdomsuddannelsen på gymnasieområdet!  Kan forsøget kombineres med den internationale dimension, hvor engelsk bliver sproget i nogle af timerne, så er EU sikkert også interesseret i Esbjergs nye vej?

Esbjerg startede på landsplan via fremsynede politikere, rektorer, skoleledere og embedsmænd: Børnehaveklasserne i folkeskolen – eliteidrætsklasserne (Vestervang) – Da Vinci-klasserne (Blåbjerggårdskolen) – idrætsbørnehaverne (Esbjerg Pædagogseminarium) og sikkert meget andet, hvor Kulturskolen er gået nye veje, der ikke er set før her i landet.  Tydeligt for enhver i pædagogiske kredse, at Esbjerg har været på forkant i snart 100 år, når der tales nytænkning af børn- og unges uddannelse. Denne udvikling bør søges fortsat gennem forsøg med et elitegymnasium på Esbjerg City College. Husk! Disse elevers ”hoveder” skaber fremtidens danske arbejdspladser, hvis vi giver dem muligheden.  De fortjener det!

Ole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *