Efterårsklimaet fortsætter!
Pyt med det. Jeg iklæder mig blot det nødvendige udstyr minus paraply, der blæser væk med det samme.
Det bliver en dag med flere forskellige opgaver på hjemme – og udebane. Igen skal der skrives en masse, fordi vejret lige er til dette.
Derefter går turen sydpå i retning af Sønderborg, hvor jeg har en opgave kombineret med et møde senere i Kværs i byens nye Fritids – og Kulturcenter. Det glæder jeg mig til at se. Frivillig arbejdskraft i lange baner har skabt bygningerne og indholdet.
Mødet i Kværs drejer sig om badminton i landsdelen i den kommende sæson, der starter i september. Planer og aktiviteter skal udtænkes og skrives, så det bliver en spændende aften i selskab med de lokale ildsjæle. Jeg hygger mig rigtig meget i deres sprogområde ;-). Eksempel: “A æ u å æ ø i æ å!” (Jeg er ude på øen i åen) 😉 Skønt!
Fredag skulle “huset” egentlig en hel masse, men vejret sætter sikkert en stopper for kreativiteten. Det hele ender sikkert med rengøring af huset i stedet?
Wimbledon-tennis i disse dage er et fast ritual med milk shake, som min mor gav os lov til at lave i starten af 60´erne, når min lillesøster og jeg satte os foran det nyindkøbte LL- 17 tommers-
fjernsyn i Nørregade 17 i Vamdrup.
Gibson – Laver – Emerson – Hewitt – osv var navnene vi “spillede” bagefter på banerne i Vamdrup Badminton – og Tennisklub, som den hed dengang. Banerne havde vi selv lagt. Lines blev slået fast med hammer og søm. Ketsjeren var købt brugt. Fungerede fremragende! Ak! Ja! De minder fra en god tid i den gamle stationsby ved Kongeåen.
Nej! Vi spillede ikke på græs! Godt det samme. Så var vi nok faldet som en vis dansk stjerne i går? Hvor var skoene, der kunne holde hende på benene? Var det helt professionel? Findes den slags sko ikke? Så må de opfindes. Det regner også altid i London – især i Wimbledon, når der serves og smashes!