Skvalderkålen i forårshumør. Det gælder stadig på vej mod efterår!
Kampen mod ukrudtsbølgen, der er et naturligt resultat af den dejlige sommer, der nu er afløst af regn i spandevis, tager voldsomt til i disse dage. Min formiddag blev prydet med ukrudtsbrænderens flamme, der som den olympiske virkelig blev eksponeret i haven foran og bagved huset. Måske kan naboer lugte lidt endnu. Brændte/forbrændte mælkebøtters lugt hænger lidt i området, selv om vinden gør alt, hvad den kan for at blæse lugten til Bramming og videre mod nabokommunen Vejen.
For øvrigt en særlig dag i dag. Den 13. august 1961 var min første dag i gymnasiet på Kolding Højere Almenskole, som Kolding Gymnasium hed dengang. Da jeg kom hjem med de mange bøger, var min mor meget ked af det. Hun pegede på fjernsynets billede, der viste starten på bygningen af Muren gennem Berlin. “Nu får vi krig igen, Ole!” sagde hun med tårer i øjnene. Desværre døde hun 4 år senere. Hun fik ikke lov til at opleve “Murens fald” den 9. november 1989.
Tilmeldingerne til efterårets og vinterens kurser er blevet foretaget i dag. Igen har jeg valgt madlavning på Fovrfeldtskolen 400 meter herfra. Så er der ikke så langt hjem med levningerne, medens de er varme endnu, så fruen kan beundre mine “kunstværker”.
Skolebørnenes glade latter og hyl starter for alvor i morgen i frikvartererne. Så længes jeg lidt efter min utallige gårdvagter gennem 43 år. Gangvagterne kan jeg godt undvære, hvor jeg konstant skulle stoppe de livlige børns “løb på gangen”, medens de “dovne og sløve” blev hængende på deres stole i klasseværelserne!
Overlærerens gårdvagt i junisol få minutter før ferien det Herrens år 2007. (Ådalskolen)
Forudser pt med rædsel børnebørnenes deltagelse i “Frikadellekrigen” i København. Ærgerligt, at det skulle komme så langt.