Denne græsmark i Varde Ådal skal også holdes. Det sker dog med EU-tilskud. Hvem der bare…?
Så er du gået glip af årets sidste græsslåningskoncert mellem 16 – 17.15 fredag , hvor lyden af forår, sommer og efterår blev kombineret med roterende knive, medens en fremadgående rugbrødsmotor leverede den nødvendige energi. Ikke noget med motor og benzinos her i huset!
Det er altid en smule vemodig at gå den “sidste” runde på plænerne, hvor bladene har lagt sig til hvile ventende på ormene, der kommer om natten og trækker dem ned i jorden. Solsortene står stadig ret tidligt op for at hente og spise de orme, der ikke er klar over skiftet til vintertid. De sidste æbler og pærer er for længst blevet samlet op eller spist af hvepse og andet kryb?
Efterårsklar i haven?
Nej!
Jeg lader det meste stå til frosten og sneen kan lave figurer og mønstre i buskads og stauder, der minder om den varme årstid, vi forlod.
Det blev også tid til den “sidste” lugning med gasbrænderen. Lad mig se, hvor længe det virker frem mod julemåneden?