Boldene flyver alligevel i Magion i Grindsted. De melder ikke afbud i sidste øjeblik.
Så startede DM i Grindsted. 2 års arbejde af frivillige ledere for at stable det hele på benene skal nu vise, om det hele kan holde. Det kan det naturligvis. Kommunen viser stolt sit nye multifunktionelle idrætsanlæg MAGION frem for badmintonverdenen. Super!
Hvad der ikke er “super”, er den række af afbud i sidste øjeblik, der rammer DM. Alt for mange topspillere tager DM som en hvileperiode/ restitution før All England i starten af marts. Man/jeg kan mene om dette, hvad man/jeg vil, men for mig tyder det på en eller anden måde om en mangel på respekt for det arbejde arrangørerne har lagt i DM-forberedelserne. Det er rent ud sagt: “ØV!”
Hvad spillernes sponsorer siger til dette, skal jeg lade være usagt. Jeg tror også, de er skuffede, måske endda sure? De lokale sponsorer kan med god ret føle sig snydt!
Kunne man forestille sig, at fodboldspillere eller håndboldspillere meldte afbud til de afgørende kampe om det danske mesterskab nærmest i bundter?
Mon dog!