Der er lys i horisonten!
Det hedder faktisk Region Syddanmark!
Belært af de seneste dages debat om Syd- og Sønderjylland og den omsiggribende stigmatisering af at være ”løsgående udanskere” på grund af den demokratiske valgproces den 18. juni, så mener jeg, at det er på tide at holde en halvleg i den beskydning, der minder om den tyske i 1864, denne gang bare med ord og holdninger, der rammer os, der bor her, i nakken! Jeg tillader mig i al fredsommelighed at minde om navnet: Syddanmark. Hvorfor fik landsdelen og Fyn dette navn ved regionsdannelsen? Region Nordjylland, hedder jo ikke Region Norddanmark osv. landkortet rundt!
Det hedder Region Syddanmark, fordi det skal markere grænsen mod syd endnu en ekstra gang, hvis nogen skulle have glemt historien og afstemningen i 1920! Så kan jeg spørge mig selv, om det nu også var nødvendigt i et område, der på mange måde for længst er vokset sammen i fredelig sameksistens hen over grænsepælene grundet dygtige politikere og ikke mindst Bonn-København-erklæringen fra den 29. marts i 1955?
Køen ved håndvasken efter valget den 18. juni har været kilometerlang, men den enkelte borger her fra området har jo gennem flere år følt på egen krop og pengepung, hvilken vej udviklingen er gået. Salamimetoden, med beskæringer på alle fronter, kører jo stadig 24 timer i døgnet uden pauser. På samme tid tør ”den positive udvikling” næsten ikke flytte ind i et område, der er benævnt ”kriseramt”. Meget forståeligt!
Mange føler sig bosiddende i et ingenmandsland, der ganske enkelt er glemt, og som i bedste fald mest benyttes som en landsdel, der mere eller mindre lægges økonomisk og arbejdsmæssigt øde til fordel for storbyerne. Dette følges op af tyveriturismen, der stjæler de sidste rester af boet for derefter for det meste at køre ustraffet hjem igen! Sønderborg var først med en ny politiskole, der nu måske havner i Herning, hvis?
Som et resultat af udviklingen lukker de større byer i regionen sig mere og mere inde i sig selv for at klare sig på hver deres egen måde. Ingen nævnt ingen glemt. Denne lukkethed er både en beskyttelse for de enkelte byers forsøg på overlevelse, men så sandelig også en magnet for borgere i landområderne, der kun kan overleve ved at flytte ind til byerne, når alt nedlægges i deres hjemstavn på landet.
Når alt dette er skrevet, så er det ikke et udtryk for klynk og opgivelse. Tværtimod! Det er en stor motivation til at slå kontra på alle politiske tangenter i de kommende år. Vi mistede som parti desværre Mike Legarth midt i protesttsunamien forrige torsdag. I politik er der ingen retfærdighed – kunne kontante stemmetal.
Jeg tillader mig at takke Mike for altid at have været den lydhøre og arbejdsomme politiker, der konstant har modarbejdet den ovennævnte udvikling gennem sin ret til Folketingets talerstol. Han stiller ikke op længere. Tro os! Den person, der ved næste valg genvinder Mikes stol i Folketinget, vil fortsætte denne kamp med nye og friske kræfter!
