DR-drøm i sommervarmen! Den dag varmen kom! Og gik igen!

 

Mærkelige kostumer, der går rundt i derovre?
Mærkelige kostumer, de går rundt i derovre i DR-Huset?

Rio 2016 og en DR-kanaldrøm.

Hvor er det skønt med den nye FM/DAB-kanal fra DR, der sender døgnet rundt med alt om sport, sundhed, fitness, skoleidræt, ældreidræt, motion, elite, bredde, tips og lotto osv. Det hele ledsages af musik, der er flot afstemt udsendelsesindholdet. Jeg fornemmer endda at kunne høre på musikken, om mit hold er bagud eller foran! Jeg tænder bare og får serveret præcis den udsendelse, som jeg har lyst til på podcast eller live: Det være sig fra: fodboldens Superliga, tips til fitness-øvelser, mad og motion, Skole DM eller stolemotion. Kanalen startede op den 1. august 2016, fire dage før OL i Rio, og jeg skulle lige vænne mig til, at det, der var 75 % af min medielicens, ikke mere skulle føre en forjaget skyggetilværelse på en forklædt ungdomskanal (P3) garneret med rap-musik.

Hvordan startede det? Jeg mener at kunne huske, at det var i forbindelse med Venstre-regeringens tiltræden den 28. juni 2015, hvor DIF´s formand Niels Nygaard kom ud med en pressemeddelelse – citat: ”Dansk idræt har grund til at være tilfredse med, at regeringen deler DIF og DGI’s vision om, at 50 procent af danskerne er medlem af en idrætsforening i 2025, og 75 pct. af befolkningen er fysisk aktive.

Vi bider også mærke i, at regeringen lægger op til at styrke samarbejdet mellem Folkeskolen og den frivillige idræt til gavn for børn og unge. Det er alt i alt meget positivt”, Dette udsagn havde han sikkert koordineret med DGI´s formand Søren Møller! Jeg var lidt skuffet over ikke at være blevet nævnt i linjen – citat: ” til gavn for børn og unge”. Vi ”ældre” manglede! Vi er måske ved at være de mest aktive? Vi har jo tid til det og kan mærke, at det virker på livskvaliteten!

Da regeringen nåede juleferien 2015 havde de relevante ministre: Haarder, Trane Nørby og sikkert også med den op til valget meget motionerende statsminister fundet et budget, der gjorde DR parat til at gå i gang med at opbygge kanalkonceptet. Brian Mikkelsen, Anders Samuelsen og (Liverpoolfan)-formanden fra Thyregod, Kristian Thulesen Dahl, hjalp godt til med opbakningen. Ellers kunne jeg nok ikke skrive om min begejstring over denne mediegave.

Nu kan jeg slet ikke undvære min DR FIGHTER – kanal! For øvrigt var der også en sidedrøm, at Radio24syv truede med at forlade ”etbarnspolitikken” og opfinde Radio”24syvPuls, da DR havde lidt svært ved at få gang i public service – kreativiteten!

Undskyld! Jeg beklager! Det hele er bare en sommerkanaldrøm fra juli 2015!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *